Lønborggaards historie

I 1231 skriver Valdemar Sejr i hans jordbog på Kongsgården, som her nævnes som Lønborggaard. Men i 1278 skriver Kong Erik Gilibuge fire breve fra gården, som nu hed Lønborggaard. I 1340 bor Kong Valdemar Atterdag på Lønborggaard, men han kom i så store økonomiske vanskelligheder, at han pantsatte Lønborggaard til Fader Biskop Peder i Ribe stift, hvorefter Lønborggaard blev Biskopgård i ca. 150 år.

I 1496 bor Niels Eskildsen Høj på Lønborggaard.
I 1520 begynder reformationen for alvor at tage form. Adelen og bønderne går sammen med Chr. d. III og prøver at sætte den katolske Biskop fra styret. Biskoppen fanger Christian d. II, og sætter ham i fængsel i Sønderborg slot, men i 1536 lykkedes det Adeligheden og bønderne med Christian d. III at overmande Biskoppen og han bliver sat fast i Vordingborg Slot.

De sidste fire år af reformationen altså fra 1532 – 1536 var der en hærchef ved navn Skipper Clement , fra Ålborg, som havde en privat hær. Den hærgede han med ned gennem Jylland og alle de herregårde og godser han kom til, plyndrede h an, for efterfølgende at brænde dem af. Denne skæbne overgår også Lønborggaard.

Efter reformationen overgår alle de slotte, godser og herregårde, som Biskoppen sad på, til Kongen. Så Christian d. III bliver en velhavende mand på bygninger og jord.

Christian d. III bygger Lønborggaard op igen, ret hurtigt efter reformationen, så den står færdig ca. 1540 og så bliver Lønborggaard Kongegård i ca. 100 år, i den periode sidder der forskellige adelsslægter på Lønborggaard. I 1640 regerer Christian d. IV. Han er i krig med svenskerne, og han kan ikke rigtig klare dem.

Christian d. IV sender bud efter en hærchef i Tyskland ved navn Heinrich Müller. Han kommer til Danmark og hjælper Christian d. IV med at slå svenskerne. Som en del af belønningen får Heinrich Müller Lønborggaard i 1645.

Heinrich Müller flytter ind på Lønborggaard. Han har fire børn, 3 sønner og 1 datter. Der er 70 ansatte på Lønborggaard på det tidspunkt. Chr. d. IV finder hurtigt ud af at Heinrich Müller også kan det med penge. Chr. d. IV spørger Heinrich Müller, om han kunne tænke sig at blive hans pengemand. Det vi i dag forstår som finansminister.

Heinrich Müller siger det vil han godt men Müller er også en snu mand, så hver gang han laver 3 kroner, så kanaliserer han de 2 kroner til Lønborggaard og 1 krone til Chr. D. IV. I 1648 dør Chr. D. IV og Frederik d. III kom til magten. Heinrich Müller fortsætter som finansminister.

I 1660 gør Frederik d. III’s embedsmænd Frederik d. III opmærksom på, at Heinrich Müller nu er Danmarks rigeste mand. Det er der hvor Lønborggaard er størst. 2500 hektar + 1300 går der fra Ribe til Viborg.

Den ældste søn hed også Heinrich Müller, han forelsker sig i en af tjenestepigerne, som er fra Lolland. Pigen bliver gravid, men det var ikke så godt da det er under stand, og Herremanden havde dengang al magten, så han var både anklager, forsvarer og dommer.

Herremanden Heinrich Müller beslutter, at slå både barnet og moderen ihjel og efterfølgende mure dem inde i den gamle vandværkshus, som lå ude i skoven til venstre, når vi kører ind til Lønborggaard.

Den unge tjenestepige ”går igen” på Lønborggaard. Hun går hver aften kl. 24.00, en tur rundt om hovedbygningen med en barnekiste under armen for, at ytre sin utilfredshed med den behandling hun fik dengang. Müller slægten sidder på Lønborggaard til 1725. Den sidste Müller bliver ikke gift.

Gården bliver solgt til kammerherre Niels V. Jeremin, som opretter et legat på Lønborggaard. I legatet står, at renter fra hovedstolen kan søges af unge piger til brudeudstyr og af unge mænd som vil lære sig et håndværk.

For at styre legatet, skal der sidde 4 gode mænd i legatudvalget som sammen med herremanden, skal tage stilling til, hvem i sognet der skal have midlerne.

De fire gode mænd skal være en fra Hemmet, en fra Vostrup, en fra Houstrup og en fra Lønborg. De skal inviteres til Lønborggaard hver år juledag, hvor de skal have alt det de kan spise og drikke sammen med herremanden. Niels V. Jeremin var en atypisk herremand, han var meget social.

Det viser sig igen i 1745, hvor han begynder, at give de bønder fri som er stavnsbundet til Lønborggaard. Da de andre herremænd og godsejere i Danmark hører det, bliver de rasende, men Niels V. Jeremin fortsætter, og det ender med stavnsbåndets ophævelse sidst i 1700 tallet.

Niels V. Jeremin viser igen hans gode vilje i 1779. Da er der en storbrand i Varde, da Jeremin hører det, kalder han inspektøren og forvalteren ind på kontoret , og siger til dem at de skal sørge for, at der bliver kørt 100 tønder hvede, 100 tønder rug og 30 tønder smør ned til de nødstedte i Varde.

Da dette kommer kongen for øre i København, hvad Niels V. Jeremin har gjort for de nødstedte i Varde kalder Kongen Niels V. Jeremin til København. For at tilkendegive den gode gerning Niels V. Jeremin har gjort, udnævner Kongen, Niels V. Jeremin til Kantalimester og vælger ham ind i Rigsrådet for hans gode handling.

Niels V. Jeremin dør sidst i 1700 tallet, hans datter er gift med Christian Frederik Otto von Benzon, som er Porcelænsgrosserer og kammerherre, han overtager Lønborggaard.
I 1800 opretter Benzon en legat, fuldstændig identisk med den Niels V. Jeremin oprettede. Der er også fire gode mænd der skal sidde i dette legatudvalg. En god mand fra Stavning, en fra Tarm, en fra Lyne og en fra Kyvlingen.

Chr. Frederik Otto Benzon beslutter i 1836, at den gamle hovedbygning som Chr. D. III opførte i 1539, er udtjent. Han river den ned til kælderen, og opfører den hovedbygning der står der i dag. Den står færdig i 1839.

I 1840 d. 01-03 sælger han Lønborggaard til den sidste Adelslægt der sidder på Lønborggaard, det er Tranbergerne. De sidder på Lønborggaard i 100 år frem til 1940.

Den slægt der sidder på gården sidst i 1800 tallet, har fire børn 2 sønner og 2 døtre. Den ene af sønnerne vil være Ingeniør, og han rejser til Tyskland for at uddanne sig. Der møder han en ung kvinde ved navn Emmy Gritzmann. De bliver meget forelskede i hinanden.

Den unge Tranberg tager Emmy Gritzmann med hjem til Lønborggaard for at præsentere Emmy for familien. Da de unge skal tilbage til Tyskland, tager den gamle Tranberg, den unge mand til side, og siger til ham, at når han er færdig med sit ingeniørstudie, skal han ikke tage Emmy Gritzmann med hjem til Lønborggaard, for hun er under stand. Det kan ikke accepteres, og når far har talt, står det ikke til diskussion.

De unge rejser tilbage til Tyskland, og da den unge Tranberg er færdig som Ingeniør op til jul i 1901 tager han afsked med Emmy. Det var hårdt, men sådan havde far sagt det skulle være. Den unge Tranberg rejser hjem året efter, altså i 1902.

I september måned 1902, kan Emmy ikke styre hendes kærlighed til den unge Tranberg, hun tager toget fra Berlin til Skjern og indlogerer sig på et hotel i Skjern. Der bor hun i to døgn, hvorefter hun hyrer en hestedroche til at køre hende til Lønborggaard.

Midt på aftenen, da de ankommer til vejen, der går ud til Lønborggaard, beder hun om at blive sat af. Hun vil gerne gå alene ud til Lønborggaard. Da Emmy ankommer til hoveddøren banker hun på, der bliver lukket op, men da herskabet ser det er Emmy, får hun ordre på at forsvinde og døren bliver lukket.

Emmy var godt klar over, at det kunne blive resultatet, så hun havde anskaffet sig en pistol. Hun gik fra hovedtrappen, om i parken, hvor hun skød sig selv i hovedet.

Skæbenen ville, at det bliver herremanden der, næste morgen på sin morgentur i parken, finder Emmy der ligger med pistolen i hånden og hul i hovedet. Man kan på Tarm museum se hylsteret fra kuglen. Emmy blev begravet på Lønborg Kirkegård ude i Nordvesthjørnet. Gravstedet er slettet, i dag ligger der bare en sten med et gravnummer.

Avlsbygningen på Lønborggaard, brænder tre gange, i Tranbergslægtens tid. Første gang i 1889, næste gang i 1912 og sidste gang i 1932. Alle tre gange på grund af for dårligt bjerget hø, så det selvantændte. Den sidste slægt af Tranbergerne får ingen børn og Lønborggaard bliver solgt i 1940 til en forretningsmand fra Vejle.

Forretningsmanden fra Vejle, hed Houman, han var gift med en fotomodel. De havde en dreng der hed Niels, og Houmans mor kommer også med over og bo på Lønborggaard. Houman er en velhavende mand. Han ejede uldspinderierne i Vejle og havde aktiemajoriteten i Jysk Telefon.

Houmand var meget afholdt i området, og han var en ivrig jæger, så når han afholdt jagter på Lønborggaard, blev de lokale jægere inviteret med, både til jagten og jagtmiddagen og når jagtmiddagen var godt i gang, rejste Houman sig op og berettede om dagen og sluttede altid med: når jeg dør, vil jeg begraves på Lønborg Kirkegård og jeg vil have to jagthunde med i graven, mit gevær og 200 patroner.

Alle i sognet kendte Houmand ønsker, også menighedsrådet i Lønborg. Så sker det i 1949, at Houman på en forretningsrejse til Spanien, bliver syg og bliver indlagt på hospitalet, hvor han dør kort efter. Nogen siger, at lægen ikke fik luften ud af sprøjten, da hun gav Houman en indsprøjtning. Men død var Houman.

Der var sorg i sognet, da man hørte den dårlige nyhed. Houman skal begraves på Lønborg Kirkegård og menighedsrådet kendte godt Houmans ønske, men hunde hører ikke hjemme på kirkegården, så man kommer frem til en løsning. De to hunde bliver begravet lige uden for kirkemurene, og Houman bliver begravet på kirkegården. Han får sit gevær og 200 patroner med i graven.

Da sorgen har lagt sig, ved fruen, at Houman har skrevet testamente, og det ligger i pengeskabet oppe i salen, men hun kender hverken til kode eller nøgle, så hun sender bud efter smeden på gården. Han ser på skabet og henter skærebrænderen, hvorefter han skærer låsen ud.

Men uheldigvis ligger en af protokollerne til legatet, på den hylde hvor låsen sidder, så den går til. Testamentet ligger to hylder længere oppe, så dette er intakt.

I testamentet står der: hvis jeg, Houman, skulle dø, inden min søn Niels Houman kommer til skelsår, skal han opdrages af inspektøren på gården og arve Lønborggaard når han bliver myndig. Men året efter gifter fruen sig med en advokat i København og Lønborggaard bliver i 1950 solgt til Doktor Vad der kommer fra Thyregod.

Doktor Vad driver sin lægegerning videre i ti år, og beholder hele staben af medarbejdere på gården. I 1960 går Doktor Vad på pension, han forpagter Lønborggaards avlsbygninger og jorden ud til Toft. Der var en meget dygtig landmand. I 1973 en morgen er Doktor Vad ude ved Portalen for at hente avisen. Han får et hjertetilfælde og falder død om. Lønborggaard bliver solgt indenfor kort tid til Godsejer Stenberg der kommer fra Ladegård på Sjælland.

Om Stenbergs kan man fortælle, at de er på Lønborggaard fra 1973 – 1987, i den periode sælger de mellem 1200 – 1300 hektar jord fra gården. I 1984 er der en sandstorm i området. Da sandstormen har lagt sig ringer Stenberg til kommunen og spørger hvad de vil gøre ved al den sand der ligger på vejen. Hvis de vil, kan de bare fylde søen, som er på gårdspladsen på Lønborggaard, op med det sand der ligger på vejen.

Og det gør kommunen så, nu er der flyvesand på gårdspladsen. Godsejer Stenberg sælger Lønborggaard i 1987 til en bygmester fra Løgstør kanten, ved navn Søren Hjørringgaard. Han havde set lyset i svineproduktion. Han restaurerer sydfløjen og nordfløjen udbygges til svineproduktion, topmoderne med klimastalde, men der var desværre sygdom i den indkøbte besætning, så alle grisen måtte slåes ned inden produktionen kom i gang og i 1989 afhænder han Lønborggaard til godsejer Vibholm der kommer fra Canada.

Godsejer Vibholm overtager Lønborggaard i 1990, og det er ham, der sælger det til Skov og Naturstyrelsen ved miljøminister Sven Auken i 1994, da Sven Auken har bestemt, at Skjern Å skal tilbage til sin gamle åleje.

Sagen omfatter genopretning af hele ådalen. Det er nordeuropas største Naturgenopretning. Pris mellem 300 – 500 millioner kr. Projektet står færdig i 2002. Bygningerne på Lønborggaard skal bruges til Naturcenter. I det projekt skal Skov og Naturstyrelsen, Ringkøbing Amt, Skjern og Egvad kommune være fælles om at etablere. Det koster kr. 68.000.000.00.

Da man har den økonomiske side på plads, og skal til at i gang, sker det på et af de sidste møder før starten af renoveringen, at Skjern kommune melder ud, at de alligevel ikke vil være med, og projektet falder til jorden.

Herefter beslutter man, at sætte Lønborggaard til salg på bud, som bliver afholdt i Oksbøl på Skov og Naturstyrelsens domicil d. 03-03-2003. Der er 14 bud. Højeste bydende er Ib Steen Gregersen fra Ulfborg-Vemb. Han overtager Lønborggaard 1.april 2003. Han begynder restaureringen af hovedbygningen men får hurtigt et problem og sætter Lønborggaard til salg i september 2003.

Vibeke og Eigil Lynge handler med Ib Steen Gregersen, og man bliver enige om prisen i februar 2004. Vibeke og Eigil Lynge overtager Lønborggaard 01-04-2004. Der startes renovering af hovedbygningen og derefter forvalterboligen. De søger samtidigt Amt og kommune om tilladelse til at forvandle førnævnte avlsbygninger fra landbrug til oplevelsescenter.

De får tilladelsen og arbejdet står færdig 01-06-2007, men finanskrisen indhenter projektet, så Lønborggaard bliver solgt på tvangsauktion d. 08-06-2009 til Lønborggaard ApS, som er identisk med Søren Rasmussen, Jens Rasmussen og Jacob Grønlund, alle fra Hobro.

Kilde: Eigil Lynge med uddrag af sagn og fortællinger